Hvad er Linedance?
Linedance er en alsidig danseform for alle aldersgrupper - og til al verdens musik.
Linedance har sit udspring i USA, og den har igennem de seneste år bredt sig hurtigt ud i hele verdenen.
Der er tale om at danse på linier/rækker, og du er således ikke afhængig af at have en dansepartner.
Dansene er bygget op af trin fra alle andre dansegenrer.
Der findes Linedanse i valserytme, cha-cha-cha-rytme, rumba-rytme, disco-rytme,
og naturligvis også i den gamle country & western-stil.
Har man lært trinene til en dans, "drejer" man den en kvart eller en halv omgang og samme dans danses nu med front mod en ny væg.
Sådan bliver man ved til musikken stopper.
Hvis du godt kan lide at være i sjovt og hyggeligt selskab med andre danseglade mennesker,
så er linedance lige noget for dig.
Historisk tilbageblik:
Da immigranterne fra hele Europa kom til Amerika, særlig i den store indvandringsbølge i 1800-tallet, medbragte de hver især de kendte danse fra deres hjemlande. Disse danse blev efterhånden blandet sammen, og ud fra dette opstod der så flere nye stilarter. Nogle af disse stilarter, bl. a. Linedance, har overlevet gennem tiderne, men i mange år har den dog ikke været særlig udbredt.
Et vendepunkt kom i 1977 med filmen 'Saturday Night Fever', hvor John Travolta dansede 'Electric Slide'. Dette fik interessen for Linedance til at stige voldsomt i USA, og lidt senere, - i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, kom interessen også til Europa. Samtidig hermed dannede man i USA organisationerne United Country Western Dance Council (UCWDC) og National Teachers Association (NTA), hvor man begyndte at organisere og styre udviklingen inden for Linedance. UCWDC uddanner nu instruktører og dommere, de afholder hvert år et verdensmesterskab og de står desuden for en række lokale mesterskaber inden for USA.
Selv om der i Norden har eksisteret nogle få klubber allerede fra omkring 1992 er det først fra 2000, at Linedance er blevet mere kendt i Danmark.